mandag den 7. marts 2011

Kunsten af føle sig ramt

Den opmærksomme læser af denne blog har måske bemærket, at jeg har tilføjet et par ekstra faneblade øverst på siden. De repræsenterer nogle af de ting, som jeg ellers går og pusler med.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ville elske, hvis mine private puslerier kunne kombineres med et mere reelt arbejde, som jeg kunne tjene penge på.

I søndags læste jeg Politikens faste klumme "Det er nok bare mig", hvor journalist Nils Thorsen skrev et indlæg med titlen: "Du skal hade din næste, som du elsker dig selv". Her løftede han sløret for nogle af sine ynglingsaversioner - bl.a. en kategori, som han kalder: neurotiske mediefruer.

Han skriver:
"Men den største skuffelse er de neurotiske mediefruer, der præsenterer deres egne midtvejskriser. Som landeplager. Det begynder med, at de har en brødopskrift. Eller får en have. Og skriver en bog om, hvor glade de er for den. Så skriver de endnu en. Om hvordan alle andre skal dyrke deres.

Og udkommer herefter på alle medieplatforme med noget om noget, de har oplevet. Resten af livet. Helst noget som ikke kræver en egentlig uddannelse (...).
Senere kan de spiffe varen op med coaching og søsætte den i nye små glutenfri projekter, som de sladrer så utrætteligt om på Facebook, at deres profil en dag opnår selvbevidsthed og lever videre som et selvstændigt væsen."
Selv nu et par dage efter, hvor jeg skal citere ham, kommer jeg til at grine højlydt. Det er noget af det sjoveste og mest rammende, jeg længe har læst. 

"Godt du selv kan grine af det", sagde min bror tørt, da jeg læste udvalgte passager op for ham.

Nils Thorsen fortsætter:
"Allermest glæder jeg mig til, at det holder op med at virke. På andre uden fast forbindelse til sig selv. Og alle os mugne og uforløste, der sidder og smiler diabolsk over en kop lunken te (...). Uden at det nogensinde falder os ind, at vi måske selv kunne være en af dem. Eller bare gerne ville have været det."
Hånden på hjertet, så føler jeg mig en smule ramt. Jeg ved nemlig lige præcis, hvilke neurotiske mediefruer, han henviser til, og de er også på listen over mine ynglingsaversioner, men samtidig vil jeg faktisk forfærdelig gerne være ligesom dem.

Nu har jeg så gået et par dage og følt mig ramt og tænkt, at måske har han ret. Måske er det dybt uinteressant, hvordan jeg syr et pudebetræk, eller hvad jeg mener om verden. Så hvorfor i alverden skulle jeg kaste mig ud i sådan et projekt?

Først og fremmest fordi tror, det ville være rigtig sjovt. Men også fordi jeg har lyst til vise et alternativ til glansbillederne af et familieliv, hvor børneværelserne er støvsuget for personlighed og al service matcher farven på tapetet. Hvis andre så finder det interessant og kan identificere sig med det, så er det jo skønt.

Og ellers kan de bare lade være med at kigge med - eller kan de?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med kommentarer. Altid dejligt at vide, at der er nogen på den anden side af skærmen.