Livets hastighed

Skifter hurtigt
til ny forklædning
- jeg behøver forandring
med livets hastighed


Skifter farve
anarkistisk kamæleon
- kaster masken
ændrer livsform


Skifter fart
jeg har brug for fartskift
- jeg ændrer mit liv
før det ændrer mig

 

Sådan skriver digteren Michael Strunge i titeldigtet i sin debutdigtsamling "Livets Hastighed" fra 1978. For ham var livets hastighed ensbetydende med høj fart, flygtige skift og konstant forandring - med fatal konsekvens.

Mine tanker blev ledt hen på digtsamlingens titel, da jeg forleden læste en kronik i Politiken af psykoterapeut Vibeke Dyhrcrone med titlen "Prøv lykken - vind en krise. Det kræver mod at leve med livets hastighed."

Jeg synes, at udtrykket "livets hastighed" er meget poetisk, men jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvad det rent faktisk indebærer.

I sin kronik beskriver Vibeke Dyhrcrone den udfordring, det er for mange mennesker at blive kastet ud i en eksistentiel krise - stor eller lille - og hvilke handlinger vi tyer til for at bringe vores liv tilbage til normalen:

"Sommetider kan det, der udløser en krise hos den enkelte, være så udefinerligt, at personen ikke selv kan gennemskue, hvad det er, som er mistet. Hvad det er, som ligger til grund for, at man har det skidt. (...)

Det eneste, som mennesker i krise kan vide sig sikre på, er, at de ønsker, at denne ubehagelige tilstand går over, så livet igen kan antage en form, som er til at have med at gøre."

Jeg har flere gange halvt i spøg sagt, at jeg har sagt mit job op, fordi jeg har en midtvejskrise. Det begreb er en behagelig stor hat, der kan rumme rigtig mange af livets spørgsmål, uden at det kan sammenlignes med livskriser som dødsfald og alvorlig sygdom.

Men for en person som mig, der har levet med en stor grad af kontrol i mit liv i mange år, så føles den her proces i nogen grad som at være en lille smule i krise.

Vibeke Dyhrcrone fortsætter:

" Den engelske eksistentielle psykolog og filosof Emmy van Deurzen beskriver, hvordan mange af os i al vor optagethed af at realisere os selv i den ydre verden ikke har fået etableret et solidt forhold til os selv. (...)

Når vi er i krise, kan vi ikke leve op til samfundets krav om at være funktionsdygtige – det vil sige kunne fungere kompetent og friktionsfrit i vores familieliv, arbejdsliv og samfundsliv. Kriser kommer altid på tværs. Vort moderne samfund er ikke indrettet på at lade kriseramte borgere tage en eksistentiel timeout."

Da jeg læste ovenstående citat slog det mig, at jeg har brugt så meget tid på at få alt til at gå op i en højere enhed, at jeg rent faktisk har levet mange år i et arbejdsliv, som jeg ikke trivedes i.

Nu har jeg taget en "eksistentiel timeout", og en af redskaberne til at bruge den fornuftigt er at gøre mig klar, hvad jeg virkelig kan trives med - og hvad der er mine grundlæggende værdier.

"Vi må sætte lys på vore værdier. (...)Værdier er vores lod – svaret på et grundlæggende menneskeligt behov.(...) Vejen gennem en eksistentiel krise er således brolagt med værdier, som vi selv må opdage og tilegne os. (...)

Vore værdier bliver aldrig den magiske formular, som vi kan manipulere og kontrollere skæbnen med, men at kende sine værdier er eksistentielt essentielt i forhold til at kunne vedkende sig sine muligheder og begrænsninger og dermed realistisk favne tilværelsen og det menneske, man nu engang er."

Jeg bliver meget berørt af at læse det her citat, fordi jeg synes, det rummer en meget vigtig læring for mig - og sikkert også for mange andre.

Det lyder jo banalt og enkelt at kunne favne tilværelsen, som den man er. Men det er gang på gang gået op for mig de sidste par måneder, hvor uhyggelig svært det er at være tro mod sig selv og sine værdier og leve med livets hastighed.

For mig er livets hastighed lige nu fordybelse og ro og muligheden for at kunne bevæge mig i samme tempo, som tingene sker, i modsætning til altid at forcere tiden for at kunne præstere en masse i mange sammenhænge.

Jeg har meget svært ved at se mig selv vende tilbage til det arbejdsliv, som jeg har forladt for knap 2 måneder siden, men jeg ved også godt, at det her er en mellemstation, og at jeg igen skal ud i "den virkelige verden". Men én ting er sikkert, det skal foregå på nogle andre vilkår, end dem jeg har forladt - hvis jeg skal forblive tro mod mig selv.

Læs hele Vibeke Dyrchrones kronik her: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1229657/proev-lykken---vind-en-krise/