tirsdag den 15. marts 2011

Opbevaring (DIY)


Næstefter Biblen er Ikea kataloget den bog i verden, der bliver trykt i flest eksemplarer - har jeg ladet mig fortælle. Nu kan man måske sætte spørgsmålstegn ved, om Ikea kataloget  er en bog i gængs forstand, men det er under alle omstændigheder tankevækkende, hvor mange hjem rundt om i verden, der er invaderet af svenske træmøbler.

En af Ikea's kerneydelser er opbevaring. Kataloget viser rum fulde af svensk hygge krydret med opbevaringsløsninger til alt fra klassikere som cd'er og legetøj til papirclips og urtepotter.

Jeg er stor Ikea-fan og har en lang liste af must-haves, hver gang jeg styrer Berlingoen mod den svenske giga-ødegård i Gentofte. Men alt for ofte bliver jeg slemt skuffet over, at mit hjem ikke emmer af skadinavisk Feng Shui, når jeg har fyldt mine blyanter i den flettede kontor-dims. Grunden er selvfølgelig, at selvom Ikea kataloget ligner et hjem, så er det ikke et hjem men et boligkatalog. 


Men jeg kan godt blive forelsket i tanken om, at man kan opbevare sig ud af alting, og jeg elsker da også opbevaring i dåser og kurve og stofposer. Derfor kommer bloggens første DIY i form af en lille retro-stofpose til unødvendig opbevaring.

 
Stoffet har min mormor købt til min mor, som så har syet stofposer til mig i det, da jeg var på koloni i børnehaven, indtil det nu er havnet hos mig i små mørnede stykker med det yndigste blomstermønster.



Jeg blev inspireret af en lille stofpose, som jeg fik en gave i fra designbutikken Stilleben.


Jeg brugte posen som mønster og klippede 2 stykker blomsteret stof til posen og 2 stykker ubleget lærred til at fore den med. Foret skal være en lille smule mindre en posen. Desuden klippede jeg 2 smallere stykker til hankene i en passende længde.


Dernæst syede jeg stoffet til posen og foret sammen, så det blev 2 små poser. Stofposen vendes med vrangen ind af, foret beholder vrangen ud af.


Så foldede jeg hankene og syede dem sammen.


Dernæst puttede jeg foret ind i posen og placerede hankene, hvor jeg ville have dem. Husk at placere dem samme sted og med samme længde på begge sider af posen  - ellers hænger den skævt.
 

Så syede jeg posen, foret og hankene sammen og til sidst syede jeg et kryds, hvor hankene er fæstnet i posen for at gøre dem ekstra stærke. (Hvad forestiller jeg min lige, at jeg skal opbevare i de poser?)


P.S. Det nye Ikea katalog kommer på gaden den 11. juli 2011.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med kommentarer. Altid dejligt at vide, at der er nogen på den anden side af skærmen.