Sig ja!

Tak til Disney

For et par uger siden var jeg til fødselsdag hos min veninde, som fyldte 40. Vi var 11 kvinder samlet. Mange af dem kender jeg rigtig godt, nogle havde jeg kun mødt få gange, og en enkelt af dem havde jeg aldrig mødt før.

Værtinden startede aftenen med en kort introduktion af os alle, men i løbet af middagen opfodrede én af gæsterne til, at vi tog en runde, hvor vi hver især uddybede præsentationen ved at fortælle lidt om, hvad der optog os lige nu.

En af mine fordomme om mænd er, at de er en smule berøringsangste, når det kommer til at tale om sig selv. Jeg håber for mændene, at jeg tager fejl, for jeg var dybt imponeret over, hvordan disse kvinder åbent og ærligt delte ud af deres liv til alle omkring bordet.

Jeg nærmer mig selv 40 og må erkende, at der er meget på spil i livet netop på dette tidspunkt. Og det blev jeg bekræftet i, efterhånden som samtalen udviklede sig.

Her ved bordet sad kvinder med store børn, kvinder med små børn og en enkelt med barn på vej. Kvinder, som allerede havde oplevet at begrave en forælder, kvinder, som var blevet skilt eller stod midt i et brud. Kvinder med store overvejelser omkring deres fremtidige karriere, deres parforhold og deres børns trivsel. Der var faktisk ikke det emne, som ikke blev drøftet, og det var meget stærkt og livsbekræftende.

En af de ting, som bl.a. lå som en rød tråd i mange af beretningerne, var dilemmaet omkring, hvad og hvor meget vi siger ja til i vores liv og dagligdag. For et par år siden så jeg skuespilleren Ditte Hansen i monologen "Bitterfissen", som handler om præcis de emner, som vi snakkede om den pågældende lørdag.

I den forestilling havde hun et tilbagevendende fænomen, som hun kalder Flittig-Kylle - opkaldt efter Andersines artige niecer Kylle, Rylle og Pylle. Flittig-Kylle kommer altid velforberedt, siger ja til alle opgaver (også de kedelig, som hun egentlig ikke gider), bliver forbigået til lønforhandlinger og bager kager og køber gaver til alle familiens fødselsdage - inklusiv sin egen.

Det var bestemt ikke en samling Flittig-Kyller, som var til fødselsdag den aften, men vi kunne dog alle blive enige om, at vi havde en rem af huden, og mange af kvindernes øjebliksberetninger handlede om, hvordan man får sagt nej til det uvæsentlige, vælger sine kampe og siger ja til det, der betyder noget.

En af kvinderne fortalte, at hun havde fået at vide, at i et tilfælde i livet skulle man altid sige ja, og det var, når det kom til sex. Altså ikke vilkårlig sex efter en våd bytur, men sex med den partner, som man deler sin hverdag med. Begrundelsen var, at selvom sex ikke løser alle problemer, så giver det en nærhed og samhørighed, som ikke kan undgå at smitte af på andre aspekter af livet.

Det blev sat i kontrast til de andre situationer, hvor man skulle arbejde benhårdt på at sige mere nej - fx til opgaver og pligter, som man ikke havde lyst til, til kravet om det perfekte liv, til forventningen om at man opfyldte alle andres behov før sine egne osv....

Men efter den aften kan jeg godt komme i tanke om ét andet område, hvor det er en god idé at sige ja. Jeg synes, man skal sige ja til at dele sit liv med andre, sige ja til at invitere dem inden for og give dem mulighed for at gøre en forskel i ens liv. Det tror jeg, man bliver et både gladere og klogere menneske af.

Så sig ja!