søndag den 9. september 2012

Kan man sy en livshistorie?


Ja, det kan man faktisk godt. Det kan godt være, at det tager lang tid, men en livshistorie lader sig vel heller ikke sy på en eftermiddag.

For over et år siden satte jeg mig for at sy et personligt patchworktæppe, som skulle fortælle om mit liv indtil nu og de mennesker, jeg omgiver mig med. Grunden var den, at jeg havde taget fat på et nyt kapitel i mit liv, og det satte rigtig mange tanker i gang.


Jeg ville have et tæppe, som var unikt, og som fortalte min historie gennem tekstiler. Det skulle så vidt muligt være stykket sammen af lutter forskellige lapper, og lapperne måtte gerne have en historie i sig selv.


Jeg startede i mine egen og min mors gemmer. Vi har begge to store lagre af stof, og meget af stoffet handler om vores families liv.


Hos min mor fandt jeg stof fra min mormors gemmer. Det beige stof med blomsterne syede min mormor opbevaringsposer af til min mor, da hun var barn, og det brune stof med kaninerne blev til den yndigste lille kjole til mig, da jeg var lille.

Mine forældre mødte hinanden i slutningen af 1960'erne, da de begge arbejdede som u-landsfrivillige i Tanzania. De boede i landet i to år, og selvom det ligger mange år tilbage, så fylder Afrika stadig meget i deres liv.


De afrikanske kvinder bruger store stykker stof med farvestrålende tryk - kaldet kangaer - til snart sagt alting. De syr tøj til sig selv og deres børn af dem, de svøber sig i dem, de bruger dem til slynger, som de bærer deres babyer i osv. Den grønne lap har været brugt både til en skjorte til min far og til et par bukser til min lillebror. Den orange og pink lap er en rest, som blev til overs, da jeg syede en nederdel til mig selv for et par år siden.

Jeg er opvokset i 1970'erne, og det skinner også igennem i mange af de stofrester, som dukkede op af gemmerne.
 

Det sorte kvindetegn med hjertet i midten giver et meget godt billede af min mors holdning til kvindebevægelsen. Hun var bestemt tilhænger af ligeret og kvindekamp, men det skulle være en kamp, som blev kæmpet med kærlighed. De brune blomster har hun trykt på et værksted, hvor hun underviste, lige inden jeg blev født.

I mine egne gemmer fandt jeg også både nye og gamle stofrester, som fortæller historien om en kreativ hobby, som til tider har fyldt meget, og til tider har ligget i dvale for igen at dukke op til overfladen.


Det kinesiske stof med påfuglen fandt man mange steder hos teenagepiger i 1980'erne. Mine slidte jeans havde store røde lapper med blomster og påfugle på knæene og på numsen. Det sneklædte hus er et udsnit af et pragtfuldt møbelstof fra Ikea, som blev til en taske.


Stofrester med striber findes i mange variationer hos mig og er en fortælling i sig selv. Fra den lyseblå og beige olmerstrib, som blev til puder og drengebukser til mine sønner, da de var små til den mørkeblå mælkedrengestrib, som for nyligt har spillet en stor rolle i et vigtigt skridt i mit liv.

Da jeg havde afsøgt alle afkroge af mine egne og min mors gemmer, var jeg godt og vel halvvejs med antallet af lapper. Så jeg bad venner og familie om hjælp. Rigtig mange meldte tilbage og sendte mig lapper til tæppet.


Opfindsomheden var stor og lapperne meget forskellige. Min veninde Margit havde bl.a. det storblomstrede, brune stof liggende. Det er en kraftig kanvas, som hun har brugt til at sy en opbevaringstaske til sin mands drage i. Min ven Thomas syr ikke meget, men det viste sig, at han alligevel havde en lille stofrest liggende i form af et lommetørklæde, som lå i lommen på en skjorte, han havde købt.


Jeg elsker Liberty-stoffer, og jeg er ikke den eneste. Min svigerinde Sara fandt Libertystoffer både i sine egne gemmer men også i sin mors gemmer. Det blomstrede stof i gule nuancer er en 40 år gammel rest fra min brors svigermor.


Min gamle kollega Helle var også fantastisk til at gå på jagt efter stofrester til mig. Den broderede blomst er et udsnit af en lysedug fra hendes familie, mens K'et med klokkeblomsten er min mors værk. Sådan er også min nyeste passion for broderi repræsenteret i mit tæppe.

Også tak til min kusine Jette, som fandt rester fra sine børns barndom, og til Lotte og Sofie som vi deler hus med, som bidrog med skønne sager til tæppets historie.


Nu ligger min mand og sover under tæppet, mens han plejer sin forkølelse, og jeg sidder og tænker, at tæppets vej fra lapper til færdigt tæppe vist er et blogindlæg i sig selv. Så til dem, det måtte interessere, så læs om tæppets tilblivelse her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med kommentarer. Altid dejligt at vide, at der er nogen på den anden side af skærmen.